Referencer

Lene er virkelig dygtig. Hun er strategisk, begavet og handlekraftig. Og samtidig kreativ og modig.
Det er især Lenes måde at tænke på – og hendes evne til at skabe tillid til andre mennesker på, der gør hende særlig.

Jeg har involveret Lene meget og har altid haft stor tillid. Lene har skabt afgørende initiativer for koncernen – og jeg har altid været tryg ved at lade Lene indgå i forretningsudvikling og forhandling på mine vegne.

Frantz Longhi, Ejerleder & Bestyrelsesformand
@Warm Nordic & Paustian (tidl. Kähler)

Darling Creative Studio har haft fornøjelsen af at samarbejde med Lene Nygaard ved flere forskellige lejligheder. Senest har vi inddraget Lene i et større langstrakt udviklingsprojekt, hvor vi har haft stor gavn af hendes kolossale berøringsflade på tværs af brancher, hendes indgående kendskab til, hvordan man præsenterer komplekse projektideer samt hendes dybt professionelle og målrettede tilgang til projektledelse på højeste niveau. Med sin rolige facon og generelle klarsyn, har hun hjulpet os med at tæmme vores ambitiøse tanker og fået sat struktur på vores ideer. Lene har på alle måder været en uvurderlig ressource på vores evige rejse mod nye, anderledes og udfordrende projekter.

Jens Løkke, Managing Director
@Darling Creative Studio

Vi har brugt Progress & Change Sessions som katalysator til fremtidig udvikling af vores virksomhed. Og vores brand. Forløbet har givet os et katalog af muligheder, som kan forfølges på kort og lang sigt. Og givet anledning til at skærpe indsatsen på de områder, der reelt kan gøre en forskel i vores fremtid. Således at vi nu kan planlægge indsatsen af vores kommende udviklingsprojekter på baggrund af større indsigt, kreativitet og ud fra en ekstern vurdering af potentiale.

Vi har sikret forankring på topledelsesniveau ved at involvere hele direktionen direkte i processen. Og med alle fagområder repræsenteret undervejs. Således er der sikret en viden og en kobling mellem salg, branding og produktudvikling, der gavner vores fremtidige retning og målsætning.
Vi har oplevet at Lene Nygaard & Uffe Buchard har været yderst forberedte, bidragende og oprigtig engageret i vores forretning.
Og samtidig har selskabet været både respektfuldt og behageligt.

Louise V. Sørensen, Ejerleder
@Sorensen Leather

Lene Nygaard er for os en højt værdsat samarbejdspartner omkring forretningsudvikling. Lene spænder bredt og favner både stort og småt. Fra strategi over branding og markedsføring til produktudvikling.

Lene agerer professionelt i alle forhold, men har alligevel følelserne med hvilket er vigtigt for forståelsen af vores brand.

René Løt, Ejerleder
@applicata

Lene og jeg har arbejdet tæt sammen under tilblivelsen af Danmarks største modeprisfest, ELLE Style Awards i 2018. Og min oplevelse af Lene er at hun er yderst professionel, pligtopfyldende og skarp samtidig med at hun har en helt særlig sødme og et charmerende glimt i øjet, som også kommer til syne i arbejdsmæssige sammenhænge. Hun får ordnet sine ting til tiden – og selv når det skal gå stærkt sker det uden at gå på kompromis med sine egne ambitioner og høje standard.

Cecilie Ingdal, Chefredaktrice
@ELLE Danmark & Elle Decoration Danmark

Lenes arbejde med kommunikation og strategi for min virksomhed Zilmers er guld værd. Mit fokus er blevet skærpet og Lene har fundet ind til kernen af det arbejde jeg brænder mest passioneret for. Det giver en ubeskrivelig arbejdsglæde, en øget omsætning og et professionelt løft af min virksomhed. Ikke mindst bruger jeg min tid rigtigt, på det der virkelig skaber værdi for mig og mine kunder.

Heidi Zilmer, Ejerleder
@Zilmers

Jeg har været så heldig at arbejde sammen med Lene i bestyrelsesarbejdet for Make-A-Wish Danmark. Lene har den vigtige evne, at hun kan træde et skridt tilbage og se tingene i et større og længere perspektiv og sikre, at planer for fremtiden er gennemtænkt, inden der effektueres. Og hun evner at forklare det for os andre, så vi både forstår og accepterer. Samtidig kan Lene også løbe med bolden, når der er tiltag som skal ske med et kortere perspektiv, og med kort varsel. 

Når Lene er med i drøftelser er Lenes input altid både saglige, relevante og holdt i en god tone. Det kan lyde en smule tørt, men det er Lene på ingen måde, hun er en frisk og gæv jyde, som tør stille de rigtige spørgsmål – og som går ind i arbejdet for børnene med hjertet på rette sted og ærmerne smøget op. 

Djamila Honoré, Bestyrelsesformand
@Make-A-Wish Danmark

Med Lene Nygaard i vores advisory board får vi muligheden for at hæve os over vores forretning og hverdag. Selvom vi er erfarne, så er en start-up (også) en endeløs række af praktiske gøremål, hvor man sjældent har tiden til at hæve sig. Med et møde i kalenderen ved vi, at vi skal forberede os, så vi bruger tiden rigtigt. Lene er eminent til at stille de helt rigtige spørgsmål og komme med forslag til en alternativ vej. Hun har et dybt kendskab til design og retail, som vi nyder godt af, men de fleste brancher vil nyde godt af hendes tilgang. Hun sætter sig ind i forretning, brand og med sin undrende tilgang, rammer hun oftest plet med sine spørgsmål og forslag. Alle skulle have en Lene.

Mette Tonnesen, Managing Director
@A Kind Gesture

Efter vores fælles tid i Warm Nordic, er vi begge startet på nye projekter. Og i min rolle i Silkeborg Uldspinderi, har jeg løbende sparring med Lene. Også her evner Lene at være en god sparringspartner, der formår at spørge om de rigtige ting og komme med de rigtige inputs. Selv i en virksomhed, hun stort set ikke kender. Ligeledes er Lene god til at søge sparring, for at se sine egne problemstilling fra flere sider. Altid med en enorm respekt for de virksomheder, hun repræsenterer.

Det er ingen hemmelighed at jeg, ud fra Lenes CV, havde forventning om, at Lene primært ville være sparringspartner i snakken på de kreative parametre, som produktudvikling og marketing. Men Lene har en unik evne, at se virksomheden som en helhed og deltage aktivt i diskussioner på alle emner. Hun er god til at se tingene fra andre sider og har en god evne til at stille gode spørgsmål. Dels for at udfordre men i højgrad også for at forstå sammenhænge.

Lene har en fantastisk evne, som jeg tror de færreste eksterne konsulenter har, for hende er det vigtigt at kunne se sig selv i opgaven og være sikker på at hun kan gøre en forskel, ikke kun en forskel kunden kan mærke, men hun skal også selv kunne se den forskel. Uagtet opgavens størrelse og økonomi, er det ikke et projekt for Lene, hvis ikke hun har sig selv med.

Kasper Boje Lyhne, CMO & CBDO
@Sebra
(tidl. Warm Nordic)

Lene er hamrende dygtig – hun formår at skabe en tillidsbaseret relation på et øjeblik.
Lene laver et dybdegående forarbejde – med hende spilder man ikke tiden med sniksnak – det er intensivt arbejde, hvor Lene er den eneste, som aldrig kører træt!

Aldrig har vi mødt en rådgiver, som var så kyndig og velforberedt.
Man kan godt blive blind på sin egen forretning, men hvis man tør invitere nye øjne ind, så kan man virkelig lære en masse. Vi har fuld tillid til Lene, for vi har oplevet, at hun har set og hørt os fra første øjekast – hun ser dybt – helt derind, hvor det virkelig betyder noget, og hun forstår det, for helt grundlæggende har vi den samme vision, om at gøre en forskel for mennesker.

Lene lytter og lader én om at træffe beslutningerne, men på magisk vis har hun med sin ekspertise og store kendskab til branchen allerede spottet mulighederne og ledt én i den ”rigtige” retning.

Nana Hyllested & Ayoob Henry John Farah, Ejerledere
@Amlou

Jeg følte, at jeg stod overfor en helt ny verden med fuld fart på, uden at vide hvordan jeg skulle komme med på det tog? Her rakte jeg ud efter Lene, der med sin omfavnende og empatiske person tilbød mig en uformel mentorsnak. Her gjorde hun det helt tydeligt, hvordan jeg kunne skabe en værdi, netop ved at være ung og uerfaren. Hvordan branchen har brug for de nye perspektiver, vi nye kan bidrage med. Og pludselig havde hun vendt min største svaghed, til min største fordel. Givet min usikkerhed modspil af selvtillid. Foruden dette kom hun også med helt konkrete handlinger, og steder jeg kunne passe ind. Noget, for mig, ukonkret blev til at føle og handle på. Jeg er utroligt taknemmelig for, at Lene tog sig den tid til mig, og lod hendes erfaring give mig et skub ind i et nyt kapitel i mit liv.

Rikke de Fønss Thielke, Industrial Designer
fra Designskolen Kolding
@Specktrum
Websitet anvender ”cookies”, der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil el. tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Cookies kan ikke indeholde skadelig kode som f.eks. virus.